Efter måneders beta-testning er Microsoft klar med den færdige version af sin søgemaskine, MSN Search, der har været to år undervejs.
Den nye søgemaskine tilbyder lige som Google flere indgange til søgning på samme emne. Brugerne kan nu søge inden for kategorierne; internettet, nyheder, billeder og shopping. Kategoriseringerne skal gøre søgningen mere præcis end tidligere og sparer brugeren for tid. Med den nye MSN Search er det nu også blevet muligt at bestemme, hvordan resultaterne skal sorteres. Der kan for eksempel sorteres efter, hvornår siderne sidst er opdateret eller hvor ofte siderne besøges.
Desuden rummer Microsofts søgemaskine en elektronisk encyklopædi, der skal hjælpe brugerne med at finde svar. Den kalder Microsoft for Encarta. Den nye version af MSN Search bliver i dag lanceret i 21 lande og er tilgængelig på ti forskellige sprog.