At arbejde med Permission Marketing er blevet moderne blandt de store portaler. For godt en måned siden gik Ofir.dk ind på området og lancerede en e-mail, bygget på mere end 300.000 Ofir-mail brugere, der har sagt ”Ja tak” til at modtage reklamer fra annoncører.
Og i denne uge var det så softwaregiganten Microsoft tur til at annoncere, at de satser på Permission Marketing. Reklameformen er ikke helt ny, men ideen med at skabe den slags reklamemetoder tog fart i takt med internettets udbredelse. De mest kendte spillere på markedet er Fairgain, Yes2mail og Jatak.
Microsoft har gennem den danske afdeling af MSN indledt et eksklusivt samarbejde med firmaet Smartland, som står for den tekniske udvikling af systemet. Intentionen er gennem brug af MSN’s kontakt med godt en halv mio. brugere at samle en kritisk masse til basen. Personerne skal primært skal indsamles gennem den danske MSN-portal, for indtil videre lanceres basen kun i Danmark.
Ifølge Jens Lernø, country manager for MSN, ligger den kritiske masse for basen mellem 200.000-300.000 brugere, men det er ikke noget absolut krav. Han vil hellere have færre og mere aktive end mange brugere. Jens Lernø regner med, at det vil tage et år at skaffe den rigtige målgruppe.
Microsoft har i forbindelse etableringen af basen valgt at samarbejde med en række partnere eller kendte mærkevare så som FDM, Q8 Føtex og Bauhaus. En del af partnere har været med til at komme med indput til udvikling af softwaren til systemet.
– Partnerne skal ikke se basen som et alternativ til tilbudsavisen, men som et supplement, siger Jens Lernø, der også vil bruge partnernes egne tilbudsaviser til at markedsføre konceptet.
I forhold til konkurrenterne på markedet vil MSN ifølge Jens Lernø differentiere sig ved to ting. Dels en kritisk masse dels et mere integreret samarbejde partnere.
– De annoncører eller partnere, som vi har med fra begyndelsen, har givet tilsagn om at ville prøve det af. Med hensyn til mængden af brugerne er vi sikkert lige så gode som vores konkurrenter til at fastholde dem. Men for at gøre en forskel vil vi stille ret restriktive krav til, hvor tit der kan sendes mail ud. Vi skal nemlig for alt i verden undgå at mediet bliver til spam, siger Jens Lernø, der samtidig understreger, at der ikke bliver tale om en direkte honorering for at få annoncer. Brugerne af annoncemediet vil derimod få mulighed for at deltage i forskellige konkurrencer.
– Selve etableringsomkostningerne i forbindelse med systemet er også meget små. Derfor kan vi operere med en væsentlig lavere kontaktpris end vores konkurrenter, siger Jens Lernø, der har været interesseret i Permission Marketing i over et år. Han har store forhåbninger til at MSN’s satsning kan blive en international succes.
– Det er kun et spørgsmål om tid. Men nu lancerer vi det først i Danmark. For jeg vil se det blive en succes, før vi sender det ud resten af MSNuniverset. Men vi tager det meget seriøst og ser ikke kun en forretning i det på kort sigt. For MSN gælder de samme forretningsprincipper for Permission Marketing som med andre af vores produkter. Når vi satser så gør vi det helhjertet, siger han.
Hos Jatak, den største af de danske spillere på området, frygter man ikke konkurrencen fra Ofir og MSN. Adm. dir. hos Jatak, Torben Frigaard, tror, at selvom markedet indtil videre er småt er der plads nok til flere seriøse nye spillere.
– For der er ingen tvivl om, at Permission Marketing bliver et af fremtidens mest betydende medier. Men der er også brug for at professionalisere mediet. Derfor hilser jeg en god konkurrence velkommen. De nye spillere kan forhåbentlig hjælpe med at uddanne branchen om mediet. Hvorvidt Microsoft har viden og føling med, hvordan det nye medie skal passe ind i eksisterende marketingmix ved jeg ikke. Det bliver nemlig på det punkt, at man kan differentiere sig, siger Torben Frigaard, der mener, at Jatak har en fordel ved at et af de få firmaer som udelukkende beskæftiger sig med Permission Marketing. Han mener, at MSN indtræden på markedet selvfølgelig er udtryk for, at de ser en fremtid i Permission Marketing.
– Men det er også udtryk for at de efter faldet i indtægter på bannerannoncering med lys og lygte leder efter nye indtægtskilder, siger han.
jür