Verdens største softwarefirma, Microsoft, måtte forleden offentliggøre et omsætningsfald på otte procent i første kvartal af sit ny regnskabsår, og det var blandt andet styresystemet Windows 7, der trak i den gale retning.
Men nu kommer Windows 8, som Microsoft knytter store forventninger til – og den globale lancering bakkes ifølge flere kilder op af et marketing-budget på over 8,5 milliarder kroner.
Kommunikationen styrer denne gang væk fra den berømte og berygtede ”I’m a PC”-strategi for Windows 7, og indtager i stedet musikkens verden med en ”journey of discovery”, som det hedder, sammen med en række af såkaldte indie-bands fra forskellige lande. Det skriver marketingmagazine.co.uk.
Kampagnen er dels kreeret af det amerikanske bureau Crispin Porter + Bogusky, som i øvrigt også stod bag ”I’m a PC”-universet, og dels af JWT i Brasilien og Kina, og den kommer blandt andet til at omfatte tv, print, online, outdoor og sponsorater af en stribe underholdningsevents – eksempelvis MTV’ europæiske Music Awards.
Rob Reilly, der er partner og global kreativ direktør hos Crispin Porter siger til det britiske site, at kampagnen bevidst er fokuseret på de oplevelser, man kan få med Windows 8, snarere end på de forskellige features i systemet.
Microsofts andel af markedet for styresystemer var i 2008 på 95 procent – i dag er den 30 procent.
Se den nye reklamefilm over artiklen.