Softwarekæmpen Microsoft har fundet ny kommunikationsdirektør herhjemme og valget er faldet på 31-årige Anders Adelhorst, som er rekrutteret internt.
Han forfremmes således fra pressechef, og Anders Adelhorst får således fremover det overordnede ansvar for både intern og ekstern kommunikation i den danske afdeling af verdens største softwareselskab.
For Microsofts administrerende direktør Jørgen Bardenfleth har det været vigtigt at finde en kommunikationsdirektør, som brænder for Microsoft og virksomhedens produkter:
– Anders har arbejdet for Microsoft i flere år og kender virksomheden ud og ind. Han ved fra dag ét, hvilke kommunikationsbehov der er hos medarbejdere, partnere, forbrugere og meningsdannere og ikke mindst medierne. Det kendetegner Anders, at han er dybt engageret i at sikre, at vi hele tiden er professionelle og skarpe i vores fortælling til omverdenen, lyder det bl.a. fra Microsofts administrerende direktør i Danmark, Jørgen Bardenfleth, i en pressemeddelelse.
Anders Adelhorst har været ansat i Microsoft de seneste to år. Inden da arbejdede han i kommunikationsbureauet Radius Kommunikation med Microsoft som den største kunde i to år.
Anders Adelhorst erstatter Martin Rossen som kommunikationsdirektør i Danmark. Rossen forlod posten for at blive særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i oktober i fjor.