Det amerikanske softwareselskab Microsoft, som også har en lille smule hardware-aktiviteter, offentligjorde torsdag planerne om en ny strategi kaldet One Microsoft, som skal sikre et fremadrettet dynamisk og velfungerende selskab. Det skriver Jyllands-Posten.

Analytikere ser dog store udfordringer på den korte bane.

Den adm. direktør for Microsoft Steve Ballmer skrev i en e-mail til samtlige Microsoft-medarbejdere torsdag, at it-giganten fremover vil blive organiseret i forhold til funktion, således at regnskabsfolkene er samlet et sted, ingeniører er samlet et sted osv.

Denne organisationsform er forskellig fra eksempelvis en produktopdelt organisation, hvor eksempelvis Windows-software-produktet har sine egne ingeniører og egne regnskabsfolk, mens eksempelvis Xbox-spillekonsolproduktet ligeledes har sine egne ingeniører og regnskabsfolk tilknyttet.

En analytiker fra JPMorgan mener, den nye strategi kan give problemer.

– Der er potentiale for forstyrrelser under implementeringen af de planlagte ændringer, især hvis ændringerne er uklare. Hvad denne nye strategi er, er fortsat en smule uklart for mig på nuværende tidspunkt, selvom om det ser ud som om at organisationen og strategien bliver simplificeret, skriver han ifølge Marketwatch.

Microsoft anser mobile enheder, Windows-styresystemet, Office 365, det Cloud-baserede system Azure, Xbox-spillekonsollen og søgemaskinen Bing for vigtige bidragydere til den fremtidige finansielle succes.

Aktiefokus/JP