Softwarekæmpen Microsoft forsøger sig med en kupon-kampagne, der har været en stor succes i Sverige. Målet er at sælge flere eksemplarer af selskabets kendte Office-pakke,
skriver IT-mediet CRN.
Kampagnen er rettet mod både detailhandelen og mindre forhandlere af IT-udstyr.
– Det er for at sikre, at der sker en dialog ude hos forhandlerne, når de sælger Office-pakkerne. Der er mange, der har købt en Office-pakke til hjemmet i studenterversionen med tre licenser, og så kommer de hjem og oplever, at de ikke har Outlook med. Det kan de få i pakken beregnet til de små virksomheder, som vi kalder til hjemmet og firmaet, siger OEM-direktør hos Microsoft, Kim Enrum, til CRN.
Han er spændt på, hvordan det fungerer at bruge kuponer. Det er første gang Microsoft bruger kuponer i Danmark. Kunderne får rabatten ved at sende en kupon ind til Microsoft, hvorefter de får 400 kroner tilbage.
– De har haft stor succes med det i Sverige. Derfor prøver vi det nu i Danmark, hvor det jo tidligere har været forbudt. Nu kører vi den bredt i den lave ende af markedet, siger Kim Enrum.
For at gøre det enklere for kunderne at få pengene tilbage har Microsoft i Danmark – i modsætning til Microsoft i Sverige – valgt at håndtere kampagnen selv. I den svenske kampagne skulle kunderne sende deres kupon til Tyskland, mens danske kunder skal sende den til Microsoft i Hellerup.