Udover købet af Nokias mobilforretning og licenser får Microsoft også Nokias administrerende direktør, Stephen Elop, med i købet. Stephen Elop har været udråbt som en af favoritterne til at tage over efter Steve Ballmer, der er på vej til at forlade Microsofts direktionsgang.

Microsoft vil betale 5,44 mia. euro for mobilforretningen og licenserne, og Stephen Elop vil træde tilbage som administrerende direktør for at følge med til Microsoft som leder af mobilafdelingen. Stephen Elop arbejdede for Microsoft fra 2008 til 2010, og har blandt andet stået for Office 2010-pakken.

/ritzau/FINANS