Der er mange milliarder gemt i stærke mærkevarer. Det viser en ny undersøgelse fra Millward Brown, som sætter Microsoft i spidsen for verdens stærkeste brands, og værdisætter mærket til næsten 400 milliarder kroner.
Den store overraskelse på listen er Kinas første superbrand, China Mobile, som drøner ind på fjerdepladsen over verdens stærkeste brands. Det er første gang, at et kinesisk mærke kommer så højt op på listen og endnu et tegn på, at Kina er på vej væk fra kun at være verdens fabrik, men nu også gør sig gældende i marketing-verdenen. På listen slår China Mobile blandt andet globale brands som Toyota, Google og IBM.
Millward Brown Optimor interviewede 650.000 forbrugere over hele verden og evaluerede i alt 30.000 mærker. Millward Brown siger, at den nye liste er unik, fordi den er den første, som forsøger at kombinere forbrugeranalyser med finansielle data for at måle mærkernes påvirkning af virksomhedernes bundlinjer.
– Dette er den første analyse, som går længere end finansielle data og eksperters meninger og inkluderer markeds-insights og mulighederne fra potentielle kunder, siger Andy Farr, executive director hos Millward Brown Optimor og fortsætter:
– Undersøgelsen viser, at en virksomhed gør klogt i at investere i sit brand, hvis den skal have succes på langt sigt.
BrandZ Top 10 (value in $m)
1. Microsoft 62,039
2. GE 55,834
3. Coca-Cola 41,406
4. China Mobile 39,168
5. Marlboro 38,510
6. Wal-Mart 37,567
7. Google 37,445
8. IBM 36,084
9. Citibank 31,028
10. Toyota 30,201