For halvandet år siden søsatte Microsoft en kæmpe imagekampagne, der skulle ændre virksomhedens image. Det var første gang Microsoft valgte at køre en ren image-kampagne. Nu er Microsoft klar til at følge op på kampagnen, og denne gang handler det ikke kun om at profilere virksomheden. En del af marketingbudgettet vil fremover blive brugt på velgørenhed og på at leve kommunikationen omkring målsætningen ”Realising potential”.
– Vi skal ikke kun sige, at vi lever for at hjælpe andre mennesker med at udleve deres passion. Vi skal også leve det. Derfor sætter vi nu en stor del af mediebudgettet af til at hjælpe andre, siger Jens Storm Lernø, nytiltrådt marketingdirektør ho s Microsoft. Han er ikke helt ny hos Microsoft, da han kommer fra en stilling som landechef for MSN.
Den nye kampagne fortsætter i samme stil som den tidligere image-kampagne med payoff’et ”Your potential, Our passion”.
Initiativet omkring at bruge en større del af mediebudgettet til at hjælpe andre kommer fra Microsoft’s marketingafdeling, men ifølge Jens Storm Lernø går tanken om at leve kommunikationen igennem hele virksomheden.
– Det er ikke nok at skabe en markedsføring, der synliggør den forskel vi skaber. Vi skal mene det og frem for alt leve det, siger han.
I forbindelse med den første kampagne søsatte Microsoft en række initiativer med den hensigt at hjælpe organisationer og private med udvikling af software, der kunne lette deres hverdag. Dengang blev der ligesom nu, ikke brugt kræfter på at synliggøre initiativerne. En af aktiviteterne var, at Microsoft i forbindelse med den landsdækkende kampagne ”Netsikker Nu” gik ind som pengesponsor, men også stillede samtlige medarbejdere til rådighed. Alle Microsofts 300 ansatte var i forbindelse med den dag, som kampagnen varede, ude på skoler og fortælle om hvordan man bedst sikrer sig på nettet.
Der er planlagt en række initiativer, men det er ikke noget som Jens Storm Lernø ønsker at gå i dybden med, og det er slet ikke noget, der kommer til at blive synligt i markedsføringen.
– Hvis vi gjorde det, ville det blot komme til at virke hult. Vi vil for alt i verden ikke virke som en virksomhed, der sidder på et kontor og tæller penge. Vi skaber faktisk produkter som folk bruger og som hjælper folk, siger Microsoft’s marketingdirektør, der understreger, at selvom der sker en fordobling af budgettet til velgørenhed, vil der stadigvæk blive sat en stor pose penge af til at videreføre image-kampagnen.
– Vi har fået gode tilbagemeldinger og resultater på den første del af kampagnen. Men vi ved, at det er en lang proces. Gennem tiden har vi fået en del ridser i lakken, og det tager tid at få dem glattet ud, siger han.
Til at begynde med bliver det primært på tv og i større print-medier, især magasiner, at den anden del af image-kampagne skal køre. Men som en ny del af kampagnen vil der dog blive afsat en del midler til at skabe en række events, hvor publikum kan opleve eksempler på personer, der har udlevet drøm ved at bruge produkter fra Microsoft.