Microsofts brand har været støt faldende over de sidste fire år, og nu er virksomheden helt gledet ud af top 50 i USA. Det viser en undersøgelse foretaget af analysefirmaet CoreBrand.
Undersøgelsen består i, at 12.000 virksomhedsledere i USA dømmer virksomhedernes brand ud fra kendskab, omdømme, opfattelse af administrationen og investeringspotentiale. Her bliver Microsoft placeret på en 59. plads i 2007, hvilket er 21 pladser dårligere end 2006.
– Selv om varemærket Microsoft er velkendt blandt forbrugerne, falder det igennem, når det kommer til de tre positive karaktertræk, siger James Gregory, direktør for CoreBrand i følge computerworld.dk.
Det sensationelle i Microsofts nedtur skal ses i lyset af, at virksomheden var placeret på førstepladsen i 1996.
En lignende nedtur blev IBM ramt af i begyndelsen af 1990’erne, og det tog virksomheden 10 år at genopbygge varemærkets gode omdømme. IBM er nu på en 18. plads.
ac