Midt Marketing gennemfører en række omfattende ændringer, som berører alle bureauets tre afdelinger i henholdsvis Ikast, Århus og Vejle.
– Der er formodentlig tale om en af de største forandringer i bureauets historie, siger direktør Thomas Schacht, Midt Marketing.
Han oplyser at Midt Marketing Vejle for det første skilles økonomisk fra moderbureauet i Ikast. Midt Marketing Vejle får fremover selvstændig status som anpartselskab med direktør Anders Balshøj og Midt Marketing som ejere.
Desuden flytter Midt Marketing Århus til Ikast. Det gælder i alt fald al projektledelse og kreativt arbejde, så der kun bliver en plannerafdeling med tre medarbejdere tilbage i Århus. – Tre afdelinger udvander vore ressourcer. Og det kan vi ikke holde til i længden. Derfor har vi besluttet at samle alle kreative opgaver samt projektledelse i Ikast og Vejle.
– En medvirkende årsag til beslutningen er, at der rent ledelsesmæssigt har været noget mudder i Århus. Bureaumiljøet i Århus er generelt præget af, at medarbejderne, især de kreative, hver eneste uge får tilbud fra konkurrerende bureauer. Det skaber en intrigant atmosfære, hvor medarbejderne bruger mere tid på at overveje deres egen situation frem for at overveje kundens. Og den mentalitet er desværre smittet af på vores Århus-afdeling, så det ikke er lykkedes at skabe den ånd, der kendetegner Midt Marketing i såvel Vejle som Ikast. Derfor har vi givet alle vore medarbejdere et godt tilbud i Ikast, og med to undtagelser har alle valgt at sige ja tak, fortæller Thomas Schacht, som oplyser, at Midt Marketing ikke har mistet kunder på manøvren.

TEKNOLOGI OG TRAINEES
Årsagen til, at den rene plannerenhed skal ligge i Århus, er dels personlige, idet planner Erik Sloth, som sammen med to assistenter bemander plannerafdelingen, bor dér.
– Men der er også andre gode grunde. Århus rummer en lang række muligheder – her er uddannelsessteder, kulturelle begivenheder og mange flere mennesker. Og det har betydning for planning. Desuden har vi nu opnået en generel accept af planning og tankegangen bagved i hele bureauet. Nu går vi så skridtet videre og etablerer en decideret plannerafdeling, siger Thomas Schacht.
Yderligere investerer bureauet massivt i ny teknologi. Halvanden million kroner vil Midt Marketing “brænde af“ i løbet af det kommende halve år, så bureauet er med helt fremme teknologisk.
Endelig satser Midt Marketing på en række nye aktiviteter. Blandt andet et trainee-program, hvor unge vilde idémagere inviteres til at arbejde med projekter for bureauet og dets kunder.
– Vi vil gerne rekruttere unge fra området her. Den slags, som er en pestilens for lærerne i skolen, fordi de altid sidder nede bagi og tegner eller skriver. I øjeblikket diskuterer vi, hvor langt nede, vi skal tage dem – om det skal være direkte fra folkeskolen, fortæller Thomas Schacht.
Planerne er endnu ikke helt på plads, men Thomas Schacht forventer, der bliver tale om to trainees, som skal være hos bureauet i minimum seks måneder.
– Og hvis de er gode, skal de have tilbud om fastansættelse. Men der er ingen garanti, tilføjer han.

KRAV TIL PARTNERE
Midt Marketing har desuden formuleret en række krav til sine samarbejdspartnere på leverandørsiden. Det skal bringe partnerne på omdrejningshøjde med bureauets planer for fremtiden, og som eksempel nævner Thomas Schacht Mediacentralen.
– Vi har samarbejdet med Mediacentralen gennem fem år, og nu har vi så nedfældet 8-10 punkter, hvor vi sammen kan blive bedre. Det drejer sig blandt andet om dokumentation, rådgivning og økonomi, om løbende uddannelse af vores projektledere – men også om feedback fra Mediacentralen til os, understreger Thomas Schacht, som oplyser, at samme øvelse gennemføres med en række andre partnere blandt andet på områderne tryk og repro.
– Alt i alt drejer de mange ændringer sig om at få ressourcer til at afgøre sin egen fremtid. Til at være et skridt foran. Og med ressourcerne fordelt på tre afdelinger var vi på forhånd bagud, fastslår Thomas Schacht.