To af de største reklamebureauer i det uldjyske FC Midtjylland-område er IB&Co i Ikast og Happy Advertising i Herning.
Sådan har det i hvert fald været indtil nu, men fra årsskiftet fusionerer de og bliver til Happy & Co., som tilsammen når op i omegnen af en omsætning på godt 40 mio. kr. Det gør fusionsselskabet til et af de tre største reklamebureauer i Jylland.
– Der er et stort potentiale i at slå de to bureauer sammen i en branche med både hård og betydeligt skærpet konkurrence, siger Jakob Gaardsted Petersen, nuværende direktør og en af de største aktionærer i Happy Advertising.
Derudover er han kommende administrerende direktør i Happy & Co.
– Med fusionen samler vi en række kompetente marketingpersoner i ét hus og styrker dermed kernekompetencer så som afsætningsstrategi, brand building, AD og tekstforfatning. Så vi fremover kan servicere nuværende og nye kunder endnu bedre, siger Jakob Gaarsted Petersen.
Med fusionen får nuværende og kommende Happy-kunder også mulighed for at trække på Co3 Web Agency, som siden år 2000 har været datterselskab i I.B-koncernen.
I forbindelse med fusionen flytter Jakob Gaardsted Petersen sammen med Happys medarbejdere fra Torvet i Herning til IB&Co’s lokaler på Strøget 38 til 40 i Ikast.
Hvad bliver der af Ib/Bo?
Her bliver IB&Cos grundlægger og hidtidige direktør Bo Jensen ny arbejdende bestyrelsesformand med ansvar for en håndfuld kunder i det nye selskab. Han anser fusionen som en faglig og driftsmæssig oprustning, men også en perfekt løsning på generationsskiftet i det reklamebureau, han grundlagde i 1994.
– Jeg har overhovedet ingen intentioner om at gå på pension. Men udover en udsøgt skare af nøglekunder varetager jeg også direktionsposten i både avisudgiverselskabet I.B Medier, i holdingselskabet I.B Gruppen og backofficeselskabet I.B Facilities. Desuden sidder jeg i bestyrelsen i fem af de beslægtede selskaber i I.B Gruppen. Derfor er det en fantastisk løsning at tilføre organisationen aflastning i form af en yngre, kompetent person som Jakob. Han er den rigtige mand til sammen med bestyrelsen at fusionere, drive og udvikle alt det bedste fra begge bureauer, siger Bo Jensen.
Der er tale et fifty-fifty ejerskab mellem de to selskaber, og Happy & Co vil fremover beskæftige i alt 30 medarbejdere i Ikast.