I august sidste år blev Mie Krog hentet til et job som kontaktdirektør hos reklamebureauet Recommended. Men nu forlader den tidligere marketingdirektør hos Jysk Nordic allerede bureauet igen efter ”fælles aftale”.
Recommendends administrerende direktør Jørgen Blauert ønsker ikke at kommentere Mie Krogs afgang yderligere.
Mie Krog var før Recommended og Jysk ansat som marketingchef i Bilka, senior director for global branding i Lego og produktchef hos Kims.
Da hun blev ansat hos Recommended sidste år, sagde Jørgen Blauert blandt andet:
– Vi kender Mie Krog godt fra hendes tid hos Bilka, og hun bliver et væsentligt aktiv. Dels fordi vi får en stærk kommercielt indstillet personlighed med om bord, og dels fordi vi med Mie også får en kvinde med i ledelsen.
Det lykkedes ikke Markedsføring i dag at få en kommentar fra Mie Krog. Men på Linkedin er hendes stillingsbetegnelse nu: Ejer af MK Consult.