Hvad gør en virksomhed, der ikke er specielt kendt for at producere miljørigtige varer, men som alligevel har taget et grønt initiativ? Laver en dyr kampagne? Får et af de nærmest ukendte miljømærker?
Enter Vildfred.
Han er halvandet år gammel, lavbenet og Danmarks Naturfredningsforenings (DN) tegneseriefigur. Han har hurtigt fået en stor stjerne hos børn rundt om i de danske skoler. Børnene kender ham især fra Lille og Store Vildfred – to undervisningsaviser som DN laver til skolere. Og nu vil foreningen gerne “låne“ ham ud til grønne virksomheder som et led i markedsføringen af miljørigtige produkter der særligt er rettet mod børn og børnefamilier.
Lars Bo Pedersen, der er marketingchef i DN forestiller sig et samarbejde, der både kan indeholde produktudvikling, markedsføring og forskellige events. Alt med miljørigtigheden i front.
– Vi kan jo tilføre virksomhederne en troværdighed i form af et slags stempel, som børnene kender. Men det er ikke hvem som helst, der kan låne Vildfred. Alt omkring figuren har jo et værdiindhold, og det skal et eventuelt produkt tilsvare. Der skal være en fornuftig sammenhæng mellem DN og produktet, siger Lars Bo Pedersen, og medgiver at det er balancegang for foreningen at arbejde sammen med kommercielle interesser i oplysningsmateriale rettet mod børn.
Derfor bliver det DNs forretningsudvalg, der skal godkende fremtidige samarbejdspartnere. På den måde bliver alle lag i foreningen hørt – både de politiske og de mere markedsorientede.

DET HANDLER OM AT SKABE EN EVENT
Det er Kim Gladstone Herlev, foreningens kreative hoved, der står bag Vildfred-konceptet. Og han er også fuld af ideer til hvordan forskellige virksomheder kan bruge den lille mand med det store, orange hår.
– Hvis vi for eksempel arbejdede sammen med Schulstad, så kunne vi lave et Vildfred-brød. Poserne er selvfølgelig i PE-plast, og så skal børnene samle poser. Når de så har samlet ti poser, kan de få dem smeltet om til en Vildfred-madkasse, foreslår han.
– Det handler om at skabe en event, hvor alle får noget ud af at være med: Vi gør noget for naturen, virksomheden sælger brød og børnene får en madkasse og en viden, de kan bruge til noget, siger Kim Gladstone Herlev, der så småt er gået i gang med et Vildfred-samarbejde med en dagligvareproducent. Han har mange andre ideer, til tøjproducenter, cykelproducenter, dagligvarekæder – you name it.
– Og vi er ikke “fine“ på den. En virksomhed behøver ikke at være grøn og økologisk hele vejen igennem, for at vi vil støtte en miljørigtig vare eller eksempelvis tøjlinie, siger Kim Gladstone Herlev.