En gammel brændeovn forurener i gennemsnit op til fem gange så meget som en ny.

Det er baggrunden for, at Miljøstyrelsen i forlængelse af sin netop lancerede skrotningsordning ønsker en kampagne, der skal få brændeovnsejere med en ældre brændeovn til at overveje at skrotte den.

Kampagnen skal ramme målgruppen via en bred vifte af kanaler, herunder Miljøstyrelsens hjemmeside, sociale medier og presse.

Budget på 900.000 kr.

Valget faldt på Publico, der i november kunne præsentere sit bedste årsregnskab nogensinde.

Foruden strategisk kommunikation og nudging skal Publico bl.a. inddrage skorstensfejere og brændeovnsproducenter som aktive medspillere i kampagnen, der har et budget på 900.000 kr.

I sin skriftlige vurdering af Publicos vindende tilbud fremhæver Miljøstyrelsen blandt andet ”dyb forståelse for opgaven og målgruppen” og ”god forståelse for nudging og godt omsat til brændeovnsområdet”.

Miljøstyrelsen har i sin vurdering vægtet følgende kriterier: Kampagnens kommunikative fundament (50 %), faglige kvalifikationer (30 %), tids- og aktivitetsplan (10 %) og pris (10 %).

Styrelsen prækvalificerede tre bureauer blandt 13 ansøgere.

Popsmart eller ingeniør-tør?

– Offentlige kampagner om tekniske emner som brændeovne og partikler ligger rigtig godt til os. En af vores største styrker er at analysere, forstå og formidle komplekse problemstillinger til forskellige målgrupper, uden at tonen bliver hverken popsmart eller ingeniør-tør. Vi er selvsagt glade for opgaven og allerede i fuld gang med den i samarbejde med Miljøstyrelsen, siger Uffe Lyngaae, direktør i Publico.

Publico har to primære kundesegmenter: Offentlige organisationer og videnstunge B2B-virksomheder.

– Det er efterhånden svært at bibeholde pessimismen. Vi oplever medvind i begge vores fokusmarkeder, hvilket skærper vores appetit på målet om at ansætte medarbejder nummer 20 i 2020, siger Uffe Lyngaae.