Den danske fødevareeksport skal ikke blot fastholdes, men øges. Derfor har fødevareminister Henrik Høegh (V) udpeget Danisco-topchef Tom Knutzen til at stå i spidsen for et forskningsprogram.
Det hedder GUDP, grønt udviklings- og demonstrationsprogram, der skal hjælpe til med at gøre danske landmænds produktion mere miljøvenlig og effektiv.
– Vi har i mange år været rigtig gode til at levere ensartethed til tiden, men vi må bare indse, at det er der også andre, der kan. Derfor er det vigtigt at finde de næste kvalitetsparametre, der kan sikre, at danske landmænd kan hente en merpris i markedet, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Et af de næste kvalitetsparametre er ifølge fødevareministeren, at fødevaren er produceret med så lav miljøbelastning som muligt, for det giver både lavere omkostninger og efterspørgsel hos danske forbrugere og eksportmarkedet, hvor eksempelvis økologien blomstrer.
GUDP er målrettet sidste led af forskningskæden, lige inden produktet eller teknologien er klar til markedet. Derfor skal alle ansøgninger indeholde en forretingsplan, der viser et kommercielt potentiale.