Langt færre danskere end ventet trækker regningen fra håndværkeren fra i skat. Nye tal fra Skatteministeriet viser, at langt færre end ventet bruger boligjobordningen, også kendt som håndværkerfradraget, oplyser DR Nyheder. Danskernes brug af ordningen har genereret 1,6 milliarder kroner mindre, end det blev skønnet for 2013. Det svarer til 65 procent mindre end ventet.

Det er et godt argument for at droppe ordningen, mener regeringen. Men der er også andre tungtvejende grunde til at sløjfe statstilskuddet til håndværkerregningen. De nye tal viser, at 39 procent af personer med indkomster over 700.000 kroner bruger ordningen. Hvorimod tallet er 5,4 procent for personer med under 200.000 kroner i årsindtægt.

/ritzau/