Danske virksomheder skal komme ud over rampen og ikke bare investere tid og kræfter på at bryde igennem på de traditionelle eksportmarkeder.
De bør derimod fokusere på nye vækstmarkeder i bl.a. Afrika, Asien og Sydamerika, hvor snørklede love og regler, kulturelle forskelle og mangel på penge ofte bremser danske eksportplaner, før de bliver til mere end det.
Det er en skam, når der nu findes en dansk fond, der er villig til at blive partner i den slags satsninger. Og det bliver ikke mindre interessant af, at fonden både putter penge i projekterne og tager del i risikoen.
Sådan lyder logikken fra statslige Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), der derfor i foråret bad bureauerne Advice og WeThink om at komme med deres bud på en platform, der bedst kan få de danske virksomheders øjne og ører op for mulighederne.
10 mia. sendt i arbejde
Platformen skal danne grundlag for IFU´s fremtidige markedsføring samt en første kampagne, der skal køre til efteråret. IFU valgte det relativt nyetablerede bureau WeThink, og her er adm. direktør Patrik Thelin naturligvis glad for valget.
-Det har været et både spændende og udfordrende forløb for os. Jeg synes, vi har præsenteret en stærk strategisk og kreativ løsning på en kompleks udfordring, og vi glæder os meget til at søsætte kampagnen til efteråret, siger han.
IFU er ingen godgørende organisation, men investerer på kommercielt grundlag i form af aktiekapital, lån og garantier til projektselskaber. Formålet er at skabe udvikling i investeringslandene, og det er langt fra småpenge, fonden har sat i arbejde. IFU har således i samarbejde med danske virksomheder investeret i 787 selskaber i 85 udviklingslande. De samlede aftalte investeringer er på godt 100 mia. kr., hvoraf IFU har bidraget med cirka 10 mia. kr.
IFU’s investeringer har i øvrigt bidraget til, at der er blevet skabt omkring 350.000 arbejdspladser i udviklingslandene, og fonden råder over en egenkapital på godt to milliarder kroner samt en aktiv portefølje på 223 selskaber. Foruden IFU skal WeThink også håndtere markedsføringen af Klimainvesteringsfonden.