Den amerikanske medicinalgigant Pfizers køber hovedparten af den danske kosttilskudproducent Ferrosan. Dermed vælter det ind med penge til storaktionær og tidligere Ferrosan-direktør, Sonnich Fryland. Han har en fortid som Novo-direktør, og det er anden gang, han tjener kassen på Ferrosan. Sonnich Fryland stod også bag at købe Ferrosan ud af Novo i 1995.

Hverken Pfizer, kapitalfonden Altor eller Ferrosan ønsker at kommentere prisen for selskabet, der omfatter, hvad der svarer til 85 pct. af selskabets omsætning og 650 medarbejdere, og som består af kosttilskudsprodukter og fiskeolier. Men corporate finance-kilder har vurderet over for Børsen, at prisen burde ligge mellem 4 og 5 mia. kr.

Børsen erfarer fra kilder med kendskab til processen, at prisen ligger inden for dette spænd, nemlig på omkring fire mia. kr. Hverken selskabet eller kapitalfonden ønsker at kommentere oplysningen. Da Fryland sidder med 25 pct. af aktierne i Ferrosan Holding, som er selskabet bag, tilflyder der derfor rigmanden op til en mia. kr.