Tallene bliver større og større i det største juridiske slagsmål, der nogensinde har ramt den danske markedsføringsbranche.
Sagens kerne er de års- eller volumenrabatter til annoncører givet af TV 2, som
i fjor blev kendt ulovlige af Højesteret.
Dengang lød vurderingen, at det ville føre til erstatningskrav fra TV 2’s kommercielle konkurrenter i 100 millioner kroners klassen. Det har nu vist sig at være alt, alt for lidt.
Viasat kræver nemlig i alt næsten 3,4 milliarder kroner i erstatning.
Højesterets afgørelse var dengang den foreløbige kulmination på mange års tovtrækkeri omkring TV 2’s årsrabat. I 2005 underkendte Konkurrencerådet således årsrabatten, men rådets afgørelse blev ændret af Konkurrenceankenævnet i 2006, der ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den.
Lignende volumenrabatter anvendes i vid udtrækning på det øvrige annonce- og mediemarked, men med dommen i fjor blev det slået fast, at TV 2 ikke måtte tilbyde den slags. Primært fordi TV 2 sidder på over 40 procent af markedet og derfor er markedsdominerende.
Kompensation for mistede annoncører
Viasats opgjorte tab som følge af TV 2’s årsrabat er siden dengang vokset fra 350 mio. kroner til 1.635 millioner kroner. Tallet bygger på opgørelser af kompensationer til annoncører, af mistede annoncører samt af lavere annoncepriser, lavere seerandele og lavere kanalabonnementspriser, lyder det i en pressemeddelelse fra … TV 2. 
– På TV 2 er vi efterhånden vant til, at Viasat tyr til retssager i deres konkurrence mod os. Vi ønsker en reel konkurrence på gode programmer og ikke på juridiske spidsfindigheder, men vi har levet med retssager i 15 år, og det er efterhånden fristende at kalde Viasats taktik for et absurd teater, hvor vi nærmest kun kan trække på skuldrene, mens advokaterne nu går ind til næste akt, lyder det fra TV 2’s administrerende direktør Merete Eldrup i samme.
Derudover mener Viasat, at TV 2 skal betale 1.753 mio.kr. til staten i “ulovlighedsrenter” i sagen om ulovlig statsstøtte. TV 2 afviser ikke overraskende blankt kravene, og mener, at Viasats argumentation og tabsopgørelser er spekulative og udokumenterede.
– Det overrasker os ikke, at Viasat nu føjer et nyt kapitel til erstatningssagen mod TV 2, men vi er naturligvis ikke enige og må forvente, at sagen trækker ud, siger Merete Eldrup.