At hotelbooking-sites skal levere korrekte oplysninger om ledige værelser til kunderne, turde være indlysende.
Men efter en ny fransk dom, som har ramt den franske version af Expedia, samt de to sites hotels.com og tripadvisor.com, kan der være endnu bedre grund til at tjekke maskineriet bag søgeresultaterne – ikke kun for hotel-bookingsites, men i al almindelighed.
Ifølge nyhedssitet takeoff.dk er de tre booking-sites nemlig blevet dømt til at betale en kæmpe-erstatning, fordi de meldte en række hoteller udsolgt, på trods af at de faktisk stadig havde ledige værelser.
Den franske hotel- og restaurantorganisation, Synhorcat, fortæller, at den samlede regning lyder på i alt 427.000 euro, det vil sige omkring 3,2 millioner kroner, til dækning af henholdsvis erstatning til brancheorganisationen, til de to hoteller på vegne af hvilke, sagen blev kørt, plus sagsomkostninger.
Ifølge takeoff.dk er fænomenet ikke kun set på fransk grund. I hvert fald kan det svenske branchemagasin, Restauratören, fortælle om flere navngivne hoteller i henholdsvis Sverige og Norge, som har oplevet lignende problemer.
Den danske brancheorganisation Horesta opfordrer derfor nu danske hoteller til fortælle, om de også har været ude for, at optræde som ”udsolgt” på booking-sites, selv om de har ledige værelser.