General Motors tilbagekalder yderligere 3,4 millioner biler, som er udstyret med fejlagtige og muligvis farlige tændingslåse.
Den amerikanske bilgigant har 44 gange i år tilbagekaldt biler for at få rettet op på fejl. I alt drejer det sig om 20 millioner biler. Heraf omkring seks millioner som følge af defekte tændingslåse.
Fejlen ved tændingssystemet kan medføre pludselig motorstop, mens bilen er i fart. I visse tilfælde går det ud over bilernes bremseeffekt og sætter servostyringen ud af kraft. Desuden kan det forhindre airbags i at blive udløst ved sammenstød. GM har tidligere erkendt, at fejlen kan have været årsag til flere hundrede ulykker og kostet mindst 13 mennesker livet.
/ritzau/Reuters