”På en regnvåd morgen var det som om solen alligevel gav sig til at skinne på alle os, der kørte med linje 5A (afgang fra Fælledvej/Nørrebrogade kl 7.52 – hovedbanen 0806) chaufføren var SÅ venlig, positiv og fuld af overskud. Tak for det til ham.”
Sådan lyder teksten på en sms, indsendt til hjemmesiden buschauffør.dk i dag fredag den 12. november, og den slags skal der være mere af, mener busbranchen og Trafikstyrelsen.
Derfor har styrelsen valgt at bevilge 10 millioner kroner til et nyt projekt, som er landet hos kommunikationsbureauet Stagis – som også stod for det seks måneders pilotprojekt, som sidste år viste ret markante resultater for branchen.
Evalueringen viste dengang blandt andet, at den interne stolthed hos chaufførerne blev fordoblet på bare seks måneder, og at tilfredsheden med jobbet steg fra 70 til 90 procent.
– Vi er utrolig stolte af, at det er lykkedes at opnå så overbevisende resultater på kort tid, at Trafikstyrelsen nu har givet kampagnen sin anerkendelse. Det betyder, at vi kan fortsætte i en helt anden skala end tidligere, siger Nikolaj Stagis, der er idémanden til kampagnen.
Filosofien bag bureauets arbejde med bus-projektet er, at branchen skal styrke sit image indefra – at det handler om at fokusere på selve den stemning og den oplevelse, kunderne har. Og føler, de har.
– Det er en klassisk problemstilling, at mange brancher og virksomheder ikke fokuserer på kommunikationen mellem deres medarbejdere og kunderne og derfor glemmer at iscenesætte de styrker, der findes hos medarbejderne, siger Nikolaj Stagis.
Blandt de nye aktiviteter i projektet, der kommer til at køre over resten af 2010 og i hele 2011, ligger blandt andet en udbygning af den uddannelse, som bureauet satte i gang i 2009.
Sideløbende med det store projekt i Storkøbenhavn har en række busselskaber fra Fyn og Jylland også vist stor interesse for at komme med i projektet, der dermed kan blive landsdækkende.
Ud over Trafikstyrelsen er det trafikselskabet Movia, busselskaberne og fagforeningen 3F, der står bag.