Der er så mange dejlige kundedata derude, der bare flyder rundt og venter på at blive samlet op. Og blive brugt til noget fornuftigt i salgs- og marketingøjemed.
Det er slet ingen let opgave, og hver anden virksomhed medgiver, at de har brug for at få et bedre overblik og bedre værktøjer. Det har den tidligere New Product Specialist hos Google, Morten Hellesøe Poulsen, tænkt sig at gøre noget ved.
Han arbejdede for Google i tre år, hvor han beskæftigede sig med nogle af verdens største brands, men da han identificerede en begrænsning i Google Analytics, sprang han ud i iværksætteriet for at virkeliggøre sin vision: Udnytte big data til at skabe bedre kundeoplevelser.
Frisk kapital
Det skete med etableringen af virksomheden Plytix, som løser en af udfordringerne i Google Analytics: Systemet giver ikke mulighed for at indsamle data på produktniveau, hvorfor mange brands står tilbage med et ufuldstændigt billede af, hvordan de enkelte produkter klarer sig.
Plytix kan derimod trække data fra tredjepartssider, så brands kan få nøjagtig information om, hvordan deres produkter klarer sig gennem hele værdikæden. Den tekniske udvikling af platformen ledes af Morten Hellesøe Poulsens partner, serieiværksætteren Alex López, der er en af verdens bedste webudviklere i programmeringssproget Python
Plytix’s value proposition er todelt. For det første giver de brands detaljeret data om deres produkter, som kan skabe grobund for øget indtjening. For det andet giver de detailhandlere adgang til et katalog af godkendte produktbilleder, der sparer dem for omkostninger til produktion eller indhentning af billeder.
Og det er tilsyneladende så god en idé, at Plytix i dag er vokset til 12 medarbejdere og har fået 500.000 euro, eller godt 3,7 mio. kr., i frisk kapital fra bl.a. Seed Capital.
Inspireret af Google
De grundsten, Plytix er bygget på, er inspireret af Googles princip om at det, der er rigtigt i dag, ikke nødvendigvis er rigtigt i morgen samt filosofien om, at den rigtige virksomhedskultur er nøglen til glade medarbejdere. Morten Hellesøe Poulsen er i fuld gang med at opbygge salgsorganisationen og alle kandidater vurderes – udover deres faglighed – på, hvorvidt de vil passe ind i den særlige Plytix-kultur.
Allerede mens udviklerne knoklede for at finpudse analyseværktøjet, arbejdede kommunikationsafdelingen på at skrive en kulturhåndbog, der beskriver de principper, Plytix bygger på.
– Kulturen er altafgørende for, at medarbejderne trives og yder deres allerbedste. Det skal ikke bare være et Word-dokument, som skrives, når virksomheden har eksisteret i 5 år. Kulturen skal være fundamentet, som alt andet formes efter, siger Morten Hellesøe Poulsen.
I den sammenhæng er arbejdsforholdene afgørende, og her kommer hovedkontoret ind i billedet. Det ligger i Sydspanien, og er indrettet i et traditionelt andalusisk mansion med udsigt over Middelhavet og Malagas kyst. Her er det målet at skabe et miljø, der motiverer og inspirerer medarbejderne hver eneste dag.
Oprindeligt tog Morten Hellesøe Pulsen til Malaga for at nyde det gode klima, mens han udviklede ideen til Plytix – man kunne jo lige så godt brainstorme med tæerne i poolen. Imidlertid mødte han her Alex López og besluttede at slå sig ned. Plytix har også et mindre kontor i København.
Se en lille film om Plytix her.