På halvandet år er det lykkedes virksomheden Accutics at tiltrække kunder som Telmore, Saxo Bank, DSB og Virgin med en marketingplatform, der tilbyder tracking af digitale kampagner på tværs af lande og platforme – og nu får den unge start up også en kapitalindsprøjtning.

Den kommer dels fra Vækstfonden, som lægger fire millioner kroner til Accutics’ opmanding og internationale skalering i bl.a. USA, og dels fra den fynske rigmand Torben Frigaard Rasmussen, der køber 20 procent af selskabet. 

Torben Frigaard Rasmussen er kendt for at have tjent sin formue via investeringer i robotvirksomheden MIR og regnskabsprogrammet e-conomic, og han kalder i en pressemeddelelse Accutics ”et opgør med regneark og derved også manglende optimering af marketingbudgetterne”:

– I takt med den stigende kompleksitet i behandling og indsamling af data fra digitale kampagner, er det helt essentielt for de store, særligt internationale virksomheder at få overblik og kvalitetssikre data på tværs af platforme, siger han i meddelelsen.

Hul i markedet

Accutics blev etableret for halvandet år siden af den tidligere Head of Business Reporting hos Momondo, Kasper Rasmussen, der har udviklet første version af systemet.

Siden kom de to partnere og medejere Michael Møller og Sebastian Mørch med ombord, og nu er parterne klar til at tage næste skridt.

– Med de kunder vi allerede har på nu, har vi bevist, at der er et kæmpe hul i markedet, siger Kasper Rasmussen og tilføjer:

–  Samtidig er datadrevet marketing og data governance i fremtiden helt afgørende for virksomhederne i deres bestræbelser på at effektivisere arbejdsgange og optimere deres budgetter.

Ansætter flere folk

Accutics har det seneste år tredoblet medarbejderstaben og kommer ud af 2018 med en vækst på mere end 1.000 procent, og der er yderligere udvidelser på vej, lyder det fra Kasper Rasmussen:

– Vi investerer nu massivt i videreudvikling i Danmark og introduktion på det amerikanske marked. Lige nu har vi den danske konsulentvirksomhed Converzion i gang med at trevle markedet i USA op med henblik på en offensiv go-to-market strategi. Vi forventer i foråret 2019 at ansætte de første medarbejdere på vores USA-kontor.

Accutics’ forretningsmodel er abonnementsbaseret, hvor virksomhederne betaler for adgang til Accutics’ services.

Parterne oplyser ikke hvor meget, Torben Frigaard Rasmussen har betalt for de 20 procent.