Efter en udmattende pitch, der strakte sig over 10 måneder, har mediebureauet Mindshare formået at fastholde Unilever på over 40 lokale markeder på tværs af kloden.
Det er tredje gang i træk, at Mindshare pitcher om fødevarekæmpen og dermed vinder verdens næststørste annoncør.
Det betegnes som en kæmpesejr for Mindshares danske og nordiske team, som har arbejdet hårdt i mange måneder for at fastholde og udbygge samarbejdet gennem otte år med det, der betegnes som en af verdens mest fremsynede og innovative annoncører.
Unilever er en af de største annoncører på det danske marked, hvor selskabet markedsfører en lang række af de mest kendte dagligvaremærker i den danske detailhandel i form af brands som Knorr, Becel, Frisko, Axe, Dove, Neutral, Lipton og Ben & Jerry’s.