Bureauet Mindshare har hentet Daniel Hofmann som ny direktør for brand & advertising. Det skriver Mindshare i en pressemeddelelse.
Daniel Hofmann kommer fra en rolle som partner i kommunikationsbureauet MeyerBukdahl, hvor han har arbejdet siden 2014. Mindshare oplyser, at Daniel Hofman tager kundeaktiviteterne fra MeyerBukdahl med over i Mindshare.
”Vi træder med Daniel Hofmann igen på speederen og styrker forudsætningerne for at skabe ekstraordinære og ansvarlige resultater for vores kunder, og i øvrigt også at bide skeer med de tungeste strategiske bureauer, fra de klassiske topkreative til de dygtigste PR og kommunikationsrådgivere”, udtaler Martin Ove Rasmussen, CEO Mindshare, i pressemeddelelsen.
Tidligere direktør i Grey København
Daniel Hofmann har tidligere i en årrække været adm. direktør i Grey København, ligesom han også har været Director for branding hos Advice fra 2011 til 2014.
Daniel Hofmann ser frem til den nye udfordring, hvor han skal være med til at styrke markedsføringen for virksomheder.
“Virksomheder kæmper stadig mere indædt om at bygge brands, der kan trænge igennem støjen, og øge præference og markedspenetration. I takt med at kompleksiteten og udbuddet af medieplatforme udvides, og jagten på klik og konvertering intensiveres, stiller det større og større krav til en mere indsigtsfuld og forretningsbaseret brandstrategi og brandplatform,” udtaler han i pressemeddelelsen.
Daniel Hofmann er startet i sit nye arbejde per den 1. september.