Efter en pitch der har varet et halvt år, har Unilever valgt MindShare til at varetage koncernens mediabudget, der er på omkring 1 milliard dollars, på det europæiske marked. Pitchen involverede foruden MindShare også Aegis og Initiative, der har haft budgettet i en lang række lande.
En milliard dollars repræsenterer det største enkeltbudget i europæisk media-historie. Arbejdet med at finde ny samarbejdspartner begyndte i maj og har inkluderet detaljerede analyser af Unilever’s aktiviteter i hvert enkelt land og lokale præsentationer i begyndelsen af september.
– Unilever har behov for at strømline vores eksterne struktur og de services vi køber i forbindelse med et ønske om at simplificere tingene, siger Alan Rutherford, Unilever Global Media Director.