Med lanceringen af modefirmaet Minimums nye efterårs- og vinterkollektion satser den danske virksomhed på at så et frø på den internationale modescene.
I samme forbindelse har firmaet valgt at opprioritere PR-indsatsen i den samlede brandingstrategi.
‏– Jeg er overbevist om, at Minimum via opprioritering på PR-området vil blive bedre til at synliggøre sit syn på mode. Vi fokuserer hele tiden på at udvikle os i takt med markedets behov – og altid med udgangspunkt i godt købmandskab og de bedste produkter. Vi så et fornuftigt match mellem os og Think PR, som, udover dag-til-dag-PR, kan hjælpe os med at udnytte mulighederne knyttet til de nyere medieplatforme siger Peder Tang, direktør for Minimum.
Hos Think PR er man også glad for det nye samarbejde.
Karin Nørgaard, direktør for Think PR, siger:
– Minimum er en spændende virksomhed med et stort potentiale. De har formået at markere sig selv med stærke kollektioner på både den danske og internationale modescene og er en god ambassadør for dansk design. Vi er glade for, at de har valgt Think PR som samarbejdspartner på kommunikations- og PR-området og ser frem til et godt og frugtbart samarbejde.
Minimum blev grundlagt i Århus 1997, har siden da bevæget sig udover landegrænserne og har nu showrooms i Skandinavien, Tyskland, Benelux-landene, Frankrig, Spanien og Italien.
I 2008 har virksomheden lanceret en ny afdeling hvis primære mål er at ekspandere på østeuropæiske og de oversøiske markeder.