Fødevareminister Henrik Høegh (V) er nu indblandet i endnu en reklamesag. Han måtte i starten af ugen se sig selv sat på plads af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at Høegh havde optrådt i en reklameavis og tilmed forsvaret det.
Og nu er den så gal igen. For den nyslåede minister har tilsyneladende X-factor som blikfang for dagligvarebutikker.
Denne gang er det en reklame for Kwik Spar Errindlev Købmandshandel, der ved siden af ugens tilbud reklamerer med, at kunderne på lørdag kan møde Henrik Høegh i butikken.
Ministeren har nemlig for et par uger siden i sin egenskab af minister for landsdistrikter sagt ja til at komme og indvie butikken, når den på lørdag bliver overtaget af lokale borgere.
Men belært af sine erfaringer med reklamebranchen har Henrik Høegh nu meldt afbud.
– Jeg skulle have holdt en tale om, hvordan lokale ildsjæle kan skabe liv på landet. Men i dag opdager vi ved en tilfældighed, at butikken – uden at spørge mig først – ved siden af ugens tilbud gør reklame for, at jeg kommer og indvier butikken. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor har jeg meldt afbud, siger Henrik Høegh.
Spørgsmål: Men er du ligefrem forarget over, at Errindlev Købmandshandel har skrevet i deres tilbudsavis, at du kommer og indvier butikken?
– Jeg må sige at jeg er skuffet over det her, for jeg havde meget gerne optrådt som minister for landdistrikterne.
Hos den lille købmandshandel, der ligger i Henrik Høeghs hjemegn, undrer Knud Jensen sig dog, da Ritzau forklarer ham årsagen til afbuddet.
– Jeg troede, det kun var på grund af sagen tidligere på ugen. Da jeg talte med ministersekretæren, nævnte han ikke, at det var på grund af linjen i vores annonce om ministeren, siger han og tilføjer:
– Jeg synes, det er en meget lille detalje at melde afbud på.
/ritzau/