SF og Enhedslisten lyver, når de påstår, at op imod 40.000 mennesker er “faldet ud” af dagpengesystemet.

Så kontant er meldingen fra De Radikales nye næstformand, uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, midt i forhandlingerne om næste års finanslov, skriver Berlingske.

– Når nogle taler om, at 40.000 falder ud af dagpengesystemet og står uden grundlag, er det decideret forkert. Det er jo løgn, siger Sofie Carsten Nielsen til avisen.

Den radikale minister mener, at der er tale om en løgn, fordi kun cirka 10 procent af de 40.000 personer, der har mistet dagpengeretten, står helt uden forsørgelse.

Ifølge de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har godt 41.000 personer mistet retten til dagpenge siden januar 2013, men når man trækker de personer fra, der for eksempel har fået et lønnet job eller er kommet på SU, efterløn, kontanthjælp eller sygedagpenge, er der 4.700 personer tilbage, der står helt uden forsørgelse.

/ritzau/