FOA lancerede i dag en kampagne for ligeløn, hvor landets finansminister Claus Hjort Frederiksen er iført kjole og strikketøj.
Hvorfor?
Fordi Lønkommissionen på fredag barsler med sin længe ventede rapport, og her forventer man en gang for alle at få fastslået, at der er store lønforskelle mellem mænd og kvinder i Danmark.
– Vi har med et glimt i øjet lagt op til, at der skal gøres noget ved uligeløn. Men bag det humoristiske indslag lurer alvoren omkring en ligelønsproblematik, der ikke kan løses af arbejdsmarkedsparter alene. Dertil er lønforskellen simpelthen for stor, siger Dennis Pedersen, direktør i Wasabi, der har produceret annoncen.
FOA blev for kort tid siden kåret som den fagforening, der kommunikerede bedst, og en stor af æren for det blev tilskrevet den kampagne, Wasabi sammen med Per Toftager lavede i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008.
Bag den nye kampagne står to af Wasabis kreative Mark Müller og Jesper Isholm.
– Der foregår mange ting lige nu med genopretningspakker, kommuneforhandlinger med videre, så vi har fundet det nødvendigt at gøre lidt ekstra for at få opmærksomhed om en vigtig sag, og det ser jo ud til allerede at have virket, siger Dennis Pedersen.
Ud over FOA-kampagnen har Per Toftager og Wasabi stået for en række andre bemærkelsesværdige kampagner.
Ved sidste valg stod makkerparret for SF’s kampagne, og partiet var så glade for assistancen, at der allerede er lavet aftale til de kommende tre valg.
Lanceringen af udspillet ”Fair Forandring” for S og SF stod Toftager/Wasabi ligeledes for. For LO stod teamet for kampagnen i forbindelse med skattereformen, og de to har også lavet fælles valgkamp i 27 lande for Den Grønne Gruppe i Europaparlamentet (EuropeanGreens) – der resulterede i en 25 procents fremgang i Europa.
Wasabi har eksisteret siden maj 2007. Flere kampagner er siden skabt i samarbejde med Advance, der også er en del af ejerkredsen.