Som bebudet i “Markedsføring“ nr. 5 har “Nyt Uddannelsesforum“ på initiativ af Samarbejdende Merkonomer haft foretræde for Folketingets Uddannelsesudvalg. Årsagen hertil er den reform af merkonom-uddannelsen, som efter forum`ets mening betyder en alvorlig svækkelse af uddannelsen i stedet for en tiltrængt fornyelse. Skæbnen har villet, at jeg som personligt medlem af “Nyt Uddannelsesforum“, blev valgt som ordfører for den delegation på 4 mand, der den 8. April forelagde forum`ets kritik, som 10 organisationer står bag, herunder Dansk Markedsføringsforbund. Derfor er nedenstående ikke et neutralt referat af mødet med Folketingets Uddannelsesudvalg, men derimod en personlig kommentar til det problem, som er opstået med hensyn til merkonom-uddannelsens fremtid.
Problemet består efter min mening i, at undervisningsministeriets Erhvervsskoleafdeling ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. én ting er, at man nedlægger det nævn (Merkonomnævnet), hvor alle parter (skolefolk og en række organisationsfolk) i mange år har mødtes og lagt hovedlinierne for uddannelsen. Noget andet er, at man i panik over en nedgang i antal nye kursister, nedlægger nævnet og klynger sig til skolefolkenes forslag om at gøre det lettere for kursisterne at gennemføre uddannelsen for ad den vej at standse nedgangen i antal nytilmeldte. Når man så tilmed får de store hovedorganisationer “med på vognen“ skulle alt jo være i orden: “Arbejdsmarkedets parter er jo blevet hørt“.
I Erhvervsskoleafdelingen har man tilsyneladende ikke gjort sig tanker om, hvem uddannelsen egentlig er rettet mod. Hvem, der er aftagerne og hvilke krav eller ønsker de måtte have til uddannelsen. Den såkaldte reform, som primært består i at nedskære timetallet pr. fag fra 60 timer til 45 timer, samtidig med at man indfører et nyt valgfrit fag, lider af mangel på visioner om den arbejdsplads og de virksomheder, som merkonomerne i kraft af deres uddannelse skal kunne gøre god fyldest i. Hvor er tankerne om, hvad de elektroniske værktøjer betyder for disse virksomheder, og det arbejde, der skal udføres? Hvor er tankerne om den stadig mere udbredte internationalisering, som stiller andre krav til os alle i dag og i tiden fremover? Og hvor er tilpasningen til den voksende servicesektor, som et andet ministerium, erhvervsministeriet, har talt så meget om? Eller for den sags skyld undervisningsministerens ønske om livslang uddannelse for alle, og hvortil merkonomuddannelsen med sin modulopbygning vil være et velegnet instrument?
Intet af alt dette er nævnt med ét ord i den “Rapport om fornyelse af merkonomuddannelsen“, som blev udarbejdet i undervisningsministeriet juli 1996 eller i senere oplæg og udtalelser fra ministeriet. Det hele har drejet sig om at lette vejen for kursisterne, så der blev flere af dem. Man har lagt vægt på kvantitet i stedet for kvalitet.

HVEM ER MåLGRUPPEN?
Det eneste der står i nævnte rapport om målgruppen er, at “Merkonomuddannelsen traditionelt har rettet sig mod personer, der skulle beklæde en slags mellemlederstillinger i virksomheder, men at flere forhold taler for, at uddannelsen løsgøres fra dette traditionelle syn på målgruppen. Dels har man måske ikke samme behov for mellemledere nu, hvor tendensen går i retning af flade ledelsesstrukturer, og dels bør vel alle medarbejdere på et rimeligt niveau besidde de egenskaber, som mellemledere tidligere besad“. Målgruppen er derfor af rapportskriverne blevet defineret som “et bredt udsnit af personer, ikke kun ledere og mellemledere, men også andre med behov for at supplere deres uddannelse med discipliner inden for det merkantile, administrative og økonomiske område“.
Jeg mener, at det er noget af en påstand, at der ikke længere er brug for mellemledere. Jeg har i hvert hørt udtalelser fra MBA-professorer o.lign, der hævder det modsatte: Nemlig at der i kraft af den fladere organisationsstruktur er brug for flere mellemledere, og at der vil blive stillet store krav til disse, hvilket taler for at de skal være velkvalificerede og ikke bare “besidde de egenskaber, som mellemledere tidligere besad“.
Det første jeg gjorde, da jeg blev opfordret til at gå ind i “Nyt Uddannelsesform“, var at efterlyse relevant statistik. Og det fik jeg, i form af resultater fra en skemaundersøgelse, som Samarbejdende Merkonomer har udarbejdet i 1995, baseret på 26.000 skemaer. Statistikken viser to væsentlige forhold, som reformmagerne ikke har taget højde for. Den ene er, at 76,3 % af de erhvervsaktive merkonomer er beskæftiget i virksomheder med under 100 ansatte. 14,7 % er beskæftiget i virksomheder med 100-499 ansatte. Kun 8,4 % i virksomheder med over 500 ansatte. Den anden er, at en stor del af disse virksomheder er private servicevirksomheder (finans, eksport/handel og service, detailhandel, ejendomsmæglere, reklame og informatik, tilsammen 40 %). Dertil kommer 3 % beskæftiget med undervisning, medens 7 % er ansat i kommune, amt eller stat, d.v.s. også en slags servicevirksomheder. Kun 11,3 % ansat i industrien, 1,9 % i autobranchen, 1,9 % i landbrug, 7 % i bygge og anlæg og 1,2 % i forsvaret. De resterende 26,5 % er samlet under kategorien: “Øvrige“.
Disse oplysninger står i skærende kontrast til en udtalelse, som kontorchef i undervisningsministeriet, Erik Nexelmann, kom med i Dagbladet Børsen den 10. April, hvor han afviser, at merkonomerne især søger hen til de små og mellemstore virksomheder. Ordret citeret, siger han følgende: “Erfaringen viser, at interessen for uddannelsen de sidste mange år har ligget hos de store virksomheder. Den udvikling lader vi nu simpelthen afspejle med reformen“. Dermed har han med få ord afsløret, at ministeriet har truffet sine beslutninger på et fejlagtigt og løst grundlag.
Den statistik, som jeg har nævnt ovenfor, er så vidt jeg ved ,den eneste, der foreligger om merkonomernes arbejdspladser. Den taler efter min mening for, at ministeriet er galt underrettet og at det er de forkerte organisationer, som reformmagerne har taget i ed. Med al respekt for Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, LO og HK m.fl. så er det vel ikke lige netop dem, man skal lade sig rådgive af, når det drejer sig om merkonomuddannelsen, ikke udelukkende i hvert fald. Det er vel derfor at organisationer som Dansk Markedsføringsforbund, Danske Sælgere, Dansk Indkøbs- og Logistikforum, Teknisk Landsforbund, Erhvervssammenslutningen G-1930, Foreningen af Registrerede Revisorer og Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, med rette har følt sig sat udenfor i forbindelse med en reform af en uddannelse, som i høj grad berører netop disse foreningers medlemmer.


DEN PARLAMENTARISKE VEJ
Om den rejste kritik vil blive hørt er ikke godt at vide i skrivende stund. Men, som borgere i et demokratisk land har vi fulgt spillereglerne. Vi har uden held forsøgt at overbevise embedsmændene om, at den reform, som de kalder en fornyelse, efter vor mening er en forringelse. Derefter har vi kontaktet de parlamentarikere, der specielt beskæftiger sig med uddannelsesspørgsmål. Overfor dem har vi anvist 3 konstruktive fremgangsmåder. Den ene er at gennemføre en evalueringsrunde svarende til den, som er gennemført for en række uddannelser, senest for HD-uddannelsen. Den anden kunne være at sammensætte et panel af brugere/aftagere af uddannelsen, d.v.s. små og mellemstore virksomheder, som skolefolkene kunne konsultere, på samme måde som mange virksomheder sammensætter et panel af brugere af deres produkter for at sikre, at produkterne er i overensstemmelse med brugernes behov og ønsker. Og endelig kunne der være den mulighed, at bede f.eks. nogle af de organisationer, som er bag henvendelsen til Folketingets Uddannelsesudvalg, om at pege på personer/virksomheder, som kunne indgå i de faggrupper, der nu er nedsat. De nævnte organisationer er i hvert fald tættere på de mindre og mellemstore virksomheder end de store hovedorganisationer.
Der kunne således være et håb om, at de faggrupper, der nu er nedsat, vil lytte til den rejste kritik, og søge at tilpasse de enkelte fags indhold til nogle af de betragtninger, som “Nyt Uddannelsesforum“ er fremkommet med. For specielt markedsføringsliniens vedkommende er dette håb berettiget, idet en af gruppedeltagerne, direktøren for Dybfrostrådet, civiløkonom Lindy Olsen, dels er medforfatter til et par af lærebøgerne på merkonomstudiet og dels har gode kontakter til den type af virksomheder, som aftager merkonomer.
Det glædelige er nemlig, at alle er enige om, at merkonomuddannelsen længe har trængt til en fornyelse af de enkelte fags indhold. Det er i hvert fald derfor, at jeg modtog opfordringen til at gå ind i “Nyt Uddannelsesforum“ og det er derfor, at også andre har brugt tid og kræfter på at rette op på flere års forsømmelser. Det ærgelige er, at ministeriet har forkludret processen ved sit ukvalificerede oplæg og ved sin vanetænkning m.h.t. hvilke organisationer, der bør lyttes til i den konkrete situation.