Sundhedsministeriet fortiede for Rigsrevisionen, at ministeriet havde lavet en omfattende undersøgelse af priserne for behandling på private sygehuse. Oplysningen skærper striden om regeringens håndtering af undersøgelsen, som både statsminister Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Lene Espersen i dag skal besvare en byge af spørgsmål om i folketingssalen.
På to møder i maj 2009 spurgte Rigsrevisionen ifølge rigsrevisor Henrik Otbo til undersøgelsen, men fik at vide, at der ikke fandtes materiale af betydning. På et møde i Sundhedsministeriet den 20. maj fik Rigsrevisionen endda en mundtlig garanti for, at alt relevant materiale var udleveret – på trods af, at ministeriet holdt en 95 siders detaljeret rapport om emnet tilbage.
Daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen: ”Jeg aner ikke, hvorfor det skete. Det skyldtes i hvert fald ikke en instruks fra min side.” Og nuværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder, kalder det “en fejl, som jeg beklager”.
Jyllands-Posten side 1 + 4-5.