Miriam Plon Sauer har fået nyt job fra 1. november, og det er som strategisk direktør hos AKQA Denmark. 

Gennem længere tid har Miriam Plon Sauer overvejet, om hun skulle fortsætte som strategisk direktør og partner hos Another og besluttet, at tiden var inde til at skifte fokus.

– Jeg har haft en fantastisk tid hos Another. Jeg tror rigtig meget på den rejse, bureauet er på, og jeg har nydt samarbejdet med mine to gode venner og partnerkolleger, Morten Hershøj og Thorkild Bjerre. 

– Men jeg har længe ønsket at fokusere helhjertet på den strategiske del af rådgivningen. Når man er medejer af et mindre bureau, er det vanskeligt. Så både for min egen og for Anothers skyld, valgte jeg at tage konsekvensen. Og det var ikke en let beslutning, siger Miriam Plon Sauer.

Strategi bør fylde mere i bureauernes tilbud

Så din afgang har ikke noget at gøre med Anothers nye fokus på bureauets oprindelige tilbud i markedet?

– Nej, vi var faktisk helt enige om, hvilken vej Another skulle gå. Vi er igennem de seneste år lykkedes med en mere strategisk tilgang til kreativitet og med at udvikle langsigtede brandplatforme for vores kunder. Det er jeg vanvittigt stolt af at have været med til. Så selve beslutningen om at forlade bureauet er ikke noget fravalg. Det er et tilvalg af de nye muligheder, der ligger i AKQA. 

Og de nye muligheder er?

– Først og fremmest at være med til at rykke AKQA Denmark til at være mere og andet end et digitalt bureau. Men derudover er AKQA på internationalt plan et bureau, hvor strategi fylder markant mere og har et bredere sigte, fordi flertallet af kunderne er europæiske eller globale. 

– AKQA i Danmark er en integreret del af AKQA’s globale leverancer. Vi skal levere til virksomheder, der fokuserer på mange markeder samtidig med, at bureauets leverancer spænder bredt.

Er strategi en undervurderet disciplin i Danmark?

– Ja, som selvstændig og dermed som fakturerbar disciplin. Det betyder ikke, at danske bureauer ikke også leverer strategi. Men i takt med, at marketing-mulighederne vokser med de mange nye digitale kanaler, bør strategi få en større rolle.

– Der skal træffes langt flere valg, når man rådgiver kunderne i dag. Det handler om at skabe den rigtige sammenhæng på tværs af brandets tilstedeværelse i markedet. Hvis ikke strategien er på plads på forhånd, risikerer man at spilde marketing-budgettet.

– Det passer så i øvrigt med et andet hensyn, nemlig at brandet i højere grad bør være en del af en CEO’s agenda. Det er gennem et bredt og langsigtet arbejde med brandet, at man får skabt synergi mellem virksomhedens delelementer og i sidste ende skaber en bedre forretning. Det er præcis derfor, strategi får en større og større rolle. 

Stærke brands driver forretning

Og det forstår CEO’en og direktionen?

– Ja. CEO’en forstår umiddelbart en argumentation, der står solidt på at drive forretning, og derfor er mit ønske om at bidrage med strategi også en del af min erkendelse af, at den rigtige strategiske rådgivning sker i grænselandet mellem digitalisering, kreativitet og forretning.

Summa summarum?

– Stærke brands bygges over lang tid og via et utal af kontaktpunkter i en digital tidsalder. Stærke brands driver forretning, og dermed vokser værdien af strategi som disciplin. Hos AKQA får jeg muligheden for at arbejde med netop den del i langt større skala end tidligere, slutter Miriam Plon Sauer.

Morten Hershøj og Thorkild Bjerre har købt Miriam Plon Sauer ud af Another, og de to oprindelige stiftere ejer nu bureauet med ligelige andele.