FutureCamp hedder et nyt projekt, som skal hjælpe med at gøre Danmark til en førende IT-nation. Projektet er sat i gang af Tim Frank Andersen fra Framfab.
I stedet for at møde op i en arbejdsgruppe eller et udvalg til en længere række af møder, vil 34 deltagerne i FutureCamp koncentrere kræfterne om en enkelt weekend, hvor der til gengæld bliver arbejdet intensivt i mere end to døgn.
Arbejdet inde på Campen begynder fredag den 18. maj med en cafediskussion, hvor man skal nå frem til nogle fælles bud på, hvorfor Danmark skal blive en førende IT-nation.
Lotte Darsø, forsker i kreativitet og innovation, følger op med en peptalk, der skal sætte gang i ideudviklingen. Derefter er der åben brainstorming i fem temagrupper. For at gøre brainstormingen kreativ er udgangspunktet, at alt er muligt. Målet for denne fase er, at der kommer mange nye ideer frem.
De fem temaer forventes at blive; det digitale erhvervsliv, fra industrisamfund til vidensamfund, den digitale borger, den digitale uddannelse og den digitale forvaltning.
Når hver temagruppe har prioriteret og sorteret sine ideer, møder grupperne hinanden to og to. De giver hinanden sparring, modspil og inspiration til nye vinkler på sagen.
Et “pitstop“ med en gruppe embedsmænd vil stå til rådighed med oplysninger til deltagerne om, hvad der allerede foregår af IT-initiativer i ministerierne, så der bliver fokus på nye ideer, der forbedrer Danmarks position.
I virkelighedens verden er ikke alle ideer lige lette at realisere. Derfor skal alle ideer stå deres prøve i “Lakmus-testen“. Her bliver ideerne testet for, hvor stor værdi de har for Danmarks IT-udvikling, set i forhold til hvor vanskeligt og ressourcekrævende det ville være at gennemføre dem. Lakmus-testen betyder en sortering af de foreløbige ideer.
I den sidste fase arbejder grupperne med at formulere de ideer, som er tilbage, enkelt og præcist, så de kan blive præsenteret for erhvervsministeren søndag efter FutureCamp som et kort og klart idekatalog.
Blandt de 34 deltagere i projekt FutureCamp er en del personer fra reklame- og webbranchen. I panelet deltager bl.a. Ronnie Job, direktør af Net People, Morten Kirchhoff fra 10socks.com, Morten Lund fra prey4.com og Nikolai Nyholm, stifteren af Speednames.
Ifølge Tim Frank Andersen er det en fordel for et projekt, som skal komme med konkrete løsninger, at der er personer med, som er vant til at tænke i at formidle løsninger.
– I årenes løb har de personer hjulpet med at udvikle digitale strategier metodikker for etablerede firmaer. Den håndfuld folk med rødder i reklame- og webbranchen er gode til at tænke kreativt og gode formidlere. Et er at udvikle ideer, men der skal også være nogle til at formidle og præsentere dem, siger Tim Frank Andersen.