Det er fjerde år i træk at Mobiento er nomineret ved MMA Awards af Mobile Marketing Association.
Nomineringen er faldet i kategorien ”Best Cross Media Integration” for den fællesnordiske kampagne ”Snickers Peanut Power Challenge”, som kørte i Sverige, Norge og Danmark i forbindelse med Fodbold-EM i 2008.
– Det er helt fantastisk! På trods af den øgede konkurrence i år forsvarer vi vores position som markedsledere, og vi forsætter med at skabe effektive og kreative mobilkampagner, siger administrerende direktør Per Holmkvist, Mobiento Sverige.
I 2007 vandt Mobiento en MMA Award med kampagnen ”Mobilsupporter” for nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser og i 2006 en pris for en H&M-kampagne.
Om årsagen til årets nominering siger Anette Anderson, der er kundeansvarlig hos Initiative Universal Media Sverige.
– Mobiltelefon er en meget stærk kanal for Snickers’ publikum. Kampagnen er et godt eksempel på et innovativt tiltag, hvor mobiltelefon er i fokus, og de øvrige medier støtter op om mobil-spillet.
Mobile Marketing Association er den globale interesseorganisation for mobil markedsføring med mere end 700 medlemsvirksomheder, og MMA Awards 2008 bliver uddelt i San Diego den 13. november.
Blandt de øvrige nominerede er Barack Obama for de mobile tiltag i kampagnen ”Obama for America”.
Mobiento, der blev stiftet i Sverige, åbner kontor i København den 6. november.