Magasinet Mobil og nyhedssiden www.mobil.nu har indgået et strategisk samarbejde med Mobilportalen Aps, der driver flere internetsider under www.mobil-danmark.dk.
Samarbejdet vil forgå i vid udstrækning mellem de forskellige sider, som de to selskaber driver.
– Samlet set vil vi komme til at stå endda meget stærkt i den danske mediebranche, når det handler om mobiltelefoni, siger chefredaktør og administrerende direktør Brian Dixen fra MKF Danmark, der står bag bl.a. Magasinet Mobil.
Han siger videre: – Med et trykt magasin, en nyhedsside, et stort mobilforum og en prisdatabase for mobiltelefoner samt tilbehør, så er vi nu en samarbejdspartner, man ikke kan komme udenom. Vi har gennem længere tid været på udkig efter en samarbejdspartner som kan tilbyde de tjenester, vi ikke selv tilbyder. Det har dog været utroligt vigtigt for os, at finde en samarbejdspartner, der er troværdig – og det har vi fundet i Mobilportalen, lyder det fra Brian Dixen.
Samarbejdet vil løbende blive udbygget, og i nærmeste fremtid vil der blive nyheder fra mobil.nu at læse i en nyhedsfeed på mobilforum.dk og på www.mobil.nu vil de seneste emner postet på mobilforum være at læse.