”Barbara er glad. Tak, Lebara.”
Varianter af denne sætning kan høres i tre nye film fra mobilselskabet Lebara, som har premiere online og på TV i dag, mandag den 13. april.
Det skriver produktionsselskabet Plotworks, der sammen det kreative bureau By The Fire og instruktør Olli Rönkä står bag kampagnen, i en mail til Markedsføring.
I filmene møder vi parret ’Torben og Barbara’, som på hver sin mere eller mindre bizzare måde udnytter, at de har fået ’Råd til Mere’ ved at vælge Lebara.
Og fortællermæssigt handlede det i høj grad om, at det skulle være underspillet, lyder det i mailen fra Cris Hödar-Rasmussen, der er kreativ direktør hos By The Fire.
“Der er mange måder at tale om pris på. Men for Lebara gav det mening at gøre det underspillet – især fordi hele brandpræmissen er, at det skal være nemt og uden unødige dikkedarer.”
Deadpan-grebet er centralt i kampagnen
Ifølge Tim Resdal, der er executive producer hos Plotworks, er netop den tørre, deadpan-humor et vigtigt element.
”Deadpan er en måde at simplificere en fortælling, og skabe en tør, stilsikker humor som for alvor træder i karakter, når den føres helt ud. Olli er verdensmester i dette, og har forfinet denne humor igen og igen,” udtaler han i mailen og tilføjer:
”Der er mange film derude. Og der råbes højt i hver eneste reklameblok, og dem er der endda også mange af. Her lå det i briefet fra starten, at filmene skulle træde ud af mængden ved at være stilsikkert ført hele vejen. En slags råbende stilhed, som i virkeligheden lidt understreger grebet i sig selv.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Instruktør Olli Rönka peger specifikt på, at det har været ”fantastisk at arbejde med en kunde som gav så stor kreativ frihed”.
”De lyttede enormt meget til vores anbefalinger, deltog i de faglige diskussioner og viste en tillid, som jeg sjældent har oplevet. Det gjorde at vi kunne arbejde med tonaliteter og detaljer i en langt højere grad,” lyder det fra ham i mailen, hvor han uddyber:
”Både med dét vi planlagde fra start, men også de ting der opstår undervejs. Læg f.eks. mærke til ’Torben’s skæg, som opstod på selve dagen, da vi så hele outfittet sammen på location. Eller det at vi måtte have en lysekrone i billedet, som jo trods alt fylder en del i vertikale formater som 9:16. Men som også bidrager enormt meget til fortællingens univers.”
Skulle oprindelig have været længere
I filmene udlever ’Torben og Barbara’ deres drømme for de penge, de har sparet på at vælge mobilabonnement fra Lebara, og det er ikke sportsvogne, guldure eller sydfranske villaer – men små ting, der gør hverdagen lidt sødere.
Der er produceret 15 og 25 sekunders versioner, men i virkeligheden lagde konceptet oprindeligt op til længere film, siger Cris Hödar-Rasmussen.
“På manusplan startede det faktisk som længere formater. Men i samarbejdet med Olli stod det klart, at følelserne trådte tydeligere frem i de kortere versioner og med simple virkemidler. Derfor gav det mening at lade 15-sekunders filmene stå som one-takes med fast kamera.”
Tim Resdal uddyber:
”Tit er man bange for om man får fortalt nok, men her var det helt naturligt for kampagnens univers. Vi svinger meget mellem hvilke versioner, vi synes, der er stærkest. På en måde er det enormt rart i 15 sekunders-filmene, at de er så meget to the point. Men det er jo en smagssag.”
Se tre af de nye Lebara-film her – to gange 15 sekunder og en gang 25 sekunder.