Københavns Energi er meget langt med overvejelserne om at etablere sit eget mobiltelefonselskab i samarbejde med flere andre el-selskaber, skriver Børsen. Der vil blive taget en endelig beslutning i løbet af de næste par dage. Elselskabernes strategi er at erobre en lang række offentlige instanser – herunder blandt andet hospitaler, sundhedsforvaltninger, politi og brandvæsen. Den 2. april har Telestyrelsen deadline på udbud af to landsdækkende licenser, der skal etableres ved hjælp af en såkaldt TETRA teknologi (som netop er velegnet til kommunikation for diverse ambulancetjenester). Københavns Energi vil sandsynligvis kun byde på den ene licens, men Børsen oplyser desuden, at Motorola vil byde på dem begge.