Mobil markedsføring har på grund af prisen været forbeholdt de lidt større virksomheder. Det har firmaet Anmares, der har til huse i forskerparken Alsion med udsigt til havet ud for Sønderborg, sat sig for at ændre.
Anmares har nemlig udviklet et system, så reklamebureauerne, der har den daglige kontakt til de mindre virksomheder, ”sælger” ydelsen videre til kunden.
− Vi tjener til gengæld pengene ved at være gateway og serviceprovider, siger Torben Schrøder-Jørgensen, adm. dir. og partner i Anmares. ”Det betyder jo ikke noget for os, om vi er gateway for 30 eller 30.000 virksomheder, så vi tjener pengene på volumen, og det er bureauerne, der trækker volumen ind i folden.”
I praksis går Anmares-folkene ud til reklamebureauerne, demonstrerer deres system, og bureauerne har så lov til at teste det i løbet af en måned. Tegner de kontrakt med Anmares i løbet af prøve-perioden, får de systemet gratis.
− Vi betragter det som en ren win-win situation, fordi bureauerne er vore ambassadører. De trækker kunderne ind i folden, og da bureauerne har den daglige kundekontakt, er det kun rimeligt, at de også tjener penge på mobil markedsføring, siger Torben Schrøder-Jørgensen.
Markedet vokser
Han lægger ikke skjul på, at der er penge gemt i den kolossale volume, hvis rigtig mange bureauer bliver hans ambassadører.
Og med placeringen i Sønderborg ”sker der jo ikke noget ved, at vi også kigger sydpå mod det tyske marked,” som han siger.
Mobil markedsføring er stadig kun i kravlegårdsstadiet, men udbyderne af denne form for niche-marketing forventer vækstrater på flere hundrede procent årligt i de kommende år.
− En af de største fordele ved at bruge mobil markedsføring er jo, at forbrugerne kan reagere på kommunikationen, uanset hvor de er geografisk, og uanset hvilket tidspunkt på dagen, de modtager budskaberne, siger Torben Schrøder-Jørgensen.
Han glæder sig især over, at hans model for mobil marketing er så billig, ”at selv ”Ullas Grillbar” henne på hjørnet får råd til det.”