Den finske mobilkæmpe Nokia har de senere år hængt lidt i bremsen sammenlignet med hurtigvoksende konkurrenter som Apple og HTC på markedet for avancerede mobiltelefoner, eller såkaldte smartphones.
Derfor skal der tænkes nyt på markedsføringsfronten, og selskabet har ifølge nyhedstjenesten Adweek skudt en bureaukonkurrence i gang, der skal få den finske løve til atter at brøle på markedet for avancerede mobiltelefoner.
Det verdensomspændende bureau Wieden & Kennedy sidder i dag på aftalen, som ifølge Adweek er godt 90 millioner pund, eller små 750 millioner kroner, værd.
Det store budget tilhører således ikke længere det store bureau, som kan forvente hård kamp uden fra konkurrenterne om den attraktive ordre. Finnerne håber naturligvis, at kampen bringer nye ideer på banen, som kan få Nokia tilbage i bevidstheden hos det stigende antal personer, der udskifter mobiltelefonen med en smartphone.
Beslutningen kommer kort efter, at Nokia gav bureauet Fallen dets globale markedsføringsbudget for almindelige mobiltelefoner uden en pitch. Den afgørelse fulgte i kølvandet på, at Nokia efter at være blevet tævet gule og blå på smartphone-markedet de senere år, delte dets forretning op i to enheder: Almindelige mobiltelefoner og smartphones.