-Jeg aner ingenting om programmering. Jeg vil bare gerne lave noget, der kan få folk til at handle på farten, siger Kim Rahbek Hansen, en af grundlæggerne af Sticks’n’Sushi.

Så uden teknisk viden, men med forståelse af markedet, har Kim Rahbek Hansen sørget for, at Sticks’n’Sushi i 2011 kunne lancere en app, hvorfra forbrugerne kunne bestille mad, bord, læse opskrifter og meget andet.

Hele benarbejdet for at vinde terræn på markedet har app’en selv måtte gøre.

– Er der noget, vi er dårlige til, så er det at kommunikere, indrømmer Kim Rahbek Hansen.

Derfor blev nyheden om app’en heller ikke markedsført storstilet.

Den blev nævnt i nyhedsbrevet og reklameret for i restauranterne. Men så heller ikke mere, blandt andet fordi Kim Rahbek Hansen ikke var sikker på, om app’en fungerede optimalt.

Gør det nu enkelt

Hele succesen bunder i, at app’ens idé udspringer af ordene: Nem, hurtig og brugervenlig. Og på trods af den manglende markedsføring, har danskerne taget app’en til sig og er en stor del af restaurantkædens omsætning.

Årsagen til succesen skal bl.a. findes i Kim Rahbek Hansens tilgang til teknologi.

– I skal synes om det. Det er hele brandet. Universet skal ikke kun være funktionelt, men også sympatisk, mener han.

I dag står app’en for 31 % af bordbestillingerne, 34 % online takeaway, og 66 % læsninger af nyhedsbrevet.

Det viser sig også, at app’en genererer højere køb pr. person end hjemmesiden.

Udover tiltroen til markedet mener Kim Rahbek Hansen også, at det vigtigste er filosofien bag produktet, der er afgørende for succesen.

 

På samme måde viste hans filosofi sig også at holde, da restaurantkæden i 1996 gik forrest og kom på internettet.