Det hører til sjældenhederne, at et brandnavn går hen og bliver til udsagnsord – altså ”noget man gør”.
I USA fik støvsuger-brandet Hoover for mange år siden amerikanerne til at sige, at de var ”hoovering the living room”.
Kopimaskine-brandet Xerox har oplevet det samme – og globalt er Google i samme situation: Man slår ikke noget op på nettet, man ”googler” det.
Og nu kan Danske Banks app MobilePay måske opnå samme status – ”jeg mobilepay’er lige restbeløbet til dig”.
I hvert fald er ordet i dag af ”Sproglaboratoriet” på P1 kåret som ”Årets ord” – i skarp konkurrence med ord som byhaver, ebola, hverdagssexisme og inklusion.
Til dr.dk siger Helle Solvang, som er vært på ”Sproglaboratoriet”:
– Det sjove ved ”Årets ord”, som jeg nu har været drivkraften bag i de sidste fire år, er, at der er et helt nyt sæt ord hvert år. Disse ord kunne ikke have været foreslået sidste år, og de er sandsynligvis ikke i ”Årets ord”-finalen næste år.
Hun fortæller videre, at mange af dette års kandidater har at gøre med den øgede bevidsthed om miljø, livsstil og fødevarer: deleøkonomi, madspild, nedskalering, hønsefræsere, byhave, fødevarefællesskab og normcore.
Men i sidste ende blev det altså MobilePay, der løb med sejren på Nordkraft i Aalborg, hvor årets kåring fandt sted, i øvrigt i samarbejde med Dansk Sprognævn.
Ud over, at mobilepay blev ”Årets ord”, kårede juryen i tilgift ”spornoseksuel” som ”Årets spritnye ord”, ”bum” som ”Årets øv-ord”, ”shabab/shababe” som ”Årets ghettodanske ord” – og endelig blev ”søstjernemel” kåret som ”Årets skønne ord”
Årets modtager af Modersmålsprisen, rapperen Per Vers, har i øvrigt igen i år, oplyser dr.dk, skrevet og indspillet en ny sang, hvor han har taget udgangspunkt i årets mange indstillede ord.
Den kan du lytte til her.