Danmarks nye udbyder af mobiltelefoni hedder Mobilix og er datterselskab af France Telecom.
Mobilix har netop udskrevet en bureaukonkurrence for introduktionen på det danske marked.
Efter hvad Markedsføring erfarer, er McCann, Propaganda, Saatchi & Saatchi, Bates, Ogilvy & Mather og Euro RSCG inviteret til at deltage i konkurrencen. Mobilix har bedt deltagerne om både et strategisk og kreativt oplæg for hvordan selskabet skal komme ind på det konkurrenceprægede marked i Danmark, hvor Tele Danmark Mobil og Sonofon sidder godt fast.
Kilder oplyser, at Mobilix i første omgang vil satse omkring 50 mill. kr. på en introduktionskampagne.
Bureauerne skal præsentere oplæggene i begyndelsen af juni, og afgørelsen falder hurtigt derefter.
Oplæggene bedømmes af et 10-mands udvalg, hvoraf de 5 kommer fra Mobilix i Frankrig og de andre 5 fra det nye danske datterselskab.

PROPAGANDA HAR FODEN INDENFOR
Propaganda er det eneste dansk-ejede bureau som er med i konkurrencen. Bureauet er en del mindre end de andre deltagere og er ikke en del af en international kæde. Indtil nu har det dog ikke været noget problem, for Propaganda har allerede Mobilix på kundelisten, og står for markedsføring af selskabet i forbindelse med rekruttering af personale.
Om det giver bureauet en fordel, må tiden vise.