Efter “kommunikationsproblemerne” i Agnes Cupcakes, har kagekæden været tvunget i knæ, men nu ser det ud til, at den overlever.

Mangemillionæren Morten Strunge, der har tjent sin formue på at stifte og senere sælge mobilselskabet Onfone til TDC, overtager således Agnes Cupcakes, som ellers reelt var gået konkurs. Det skriver dagbladet Børsen.

– Jeg mener, at Agnes Cupcakes har et kæmpe potentiale. Jeg kan se en lang række håndtag, som jeg kan dreje på for at øge omsætningen og indtjeningen i virksomheden, siger Morten Strunge til Børsen.

Agnes Cupcakes begyndte at smuldre i 2011, da det kom frem, at medarbejderne arbejdede under, hvad der i medierne blev betegnet som slavelignende forhold. En udtalelse fra direktør Kristian Vangsgaard om at de ansatte var “wannabe reality-tv-stars” satte endnu for alvor tryk på virksomhedens nedadgående spiral.

Senere blev der indgået overenskomst for de ansatte, og nu får selskabet altså en livgivende indsprøjtning fra Morten Strunges mobilmillioner. Der er dog et større genopretningsarbejde forude,

– Der er ingen tvivl om, at Agnes Cupcakes har fået et ordentligt hak i sit image, og vi skal virkelig arbejde på at gøre os fortjent til at få visket tavlen ren,” siger Morten Strunge.

Et af de første synlige strøg med tavlesvampen bliver at skifte Kristian Vangsgaard ud som direktør. Han var med til at stifte Agnes Cupcakes.

 

Børsen