Endnu et mobilselskab har set dagens lys, men det vil gerne skille sig ud fra mængden.
Og det skal ske ved at telefonen bliver taget med det samme, når kunderne ringer.
– I vores fritid er vi alle sammen forbrugere, og der ved vi ganske udmærket, hvad vi kan lide og ikke kan lide. Så det har ikke været svært at lægge linjen for vores kundebetjening. Vi behandler vores kunder, som man behandler sine venner – og dem lader man jo ikke vente, siger direktør og partner i Evercall, Torben Hartvig.
Hos Evercall er man ikke i tvivl om, at moderne forbrugere vil have dialog og god personlig betjening, hvorfor man stiller sig spørgende over, hvorfor virksomheder ”gemmer” sig bag automatiserede kundesystemer.
– Det er lidt pudsigt, at noget så gammeldags som at tage telefonen med det samme skulle være noget særligt, siger Torben Hartvig.
– Men det er helt tydeligt, at kunderne er lykkelige for at slippe for tast selv-menuer og lange ventetider. Så kald os bare gammeldags, fortsætter han med henvisning til virksomhedens, efter eget udsagn, meget høj kundeloyalitet.
Evercall blev etableret i 2005 og udbyder IP-fastnettelefoni til private, erhverv og fiberselskaber. Virksomheden har nu også kastet sig over mobiltelefoni.