Den ubarmhjertige priskrig på det danske mobilmarked ryster nu fundamentet under de danske mobilselskaber. Svenskejede Telia er midt i et sandt styrtdyk, der banker selskabet fem år tilbage i tiden, udløst af priskrigen og en solid flugt af kunder fra selskabet.
Priskrigen har samtidig ført til de laveste mobilpriser herhjemme nogensinde, yderligere skærpet af et nyt angreb fra Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, der har sænket priserne yderligere.
–Telias regnskab viser for første gang den fulde effekt af priskrigen herhjemme, og der skal et mirakel til at vende den udvikling. Men priskrigen rammer ikke kun Telia, men alle selskaber herhjemme, der må se, at deres indtjening og omsætning falder, siger direktør for Strand Consult, John Strand.
Priskrigen har betydet, at priserne på mobiltelefoni er banket helt ned på noget, der svarer til 10 øre i minuttet i de bedste pakketilbud, som er på markedet nu.