Mobile platforme er blandt de nyeste kommunikationsværktøjer, og ifølge magasinet Mobil er konklusionen klar: Det er de store medier, der driver brugerne ud på det mobile internet.
Tre af de store aktører på markedet, TV 2, Ekstra Bladet og Politiken, havde tilsammen over 3 millioner sidevisninger på mobile platforme i april 2008.
Teknologien er med andre ord ved at være på plads:
– Man får i dag næsten samme oplevelse ved at læse nyheder på mobile platforme, som ved at læse de “rigtige” websites, siger Steen Jørgensen, chefredaktør for magasinet Mobil.
Også store sociale websites som YouTube, Linkedln og Facebook dokumenterer, at man sagtens kan tilbyde brugerne adgang til mobile tjenester. Man kan med rimelig succes se videoer fra YouTube, kommunikere med vennerne på Facebook og holde sig opdateret på Linkedln.
Der er dog stadig et stykke vej, før det mobile net er på niveau med det “rigtige” internet.
– For eksempel kan man ikke bestille vin og blomster fra Interflora eller booke biograf- og togbilletter mobilt endnu, og det er synd. Intet er mere oplagt end at se, hvilke film vises hvor og hvornår, hvorefter man booker billetterne, mens man er på farten, siger Steen Jørgensen.
Han vurderer, at præcis derfor skal andre end de store medier som TV 2 og Ekstra Bladet udvikle de mobile muligheder.
Brugerne skal have dokumentation for, at også niche-medierne vil være med, før de mobile tjenester er virkelige konkurrenter til de faste sites.
cwl