Fredag den 10. april er en ganske særlig dag. Bestseller har nemlig besluttet at donere hele omsætningen fra 39 lande til en række udvalgte projekter og organisationer.

Det er Bestsellers salg i detail-butikkerne, onlinesalget og wholesale-delen, der gives videre under konceptet ”GIVE-A-DAY”.

– Vi ønsker at give noget tilbage til de lokalsamfund, der har hjulpet os med at vokse, siger Mogens Werge, CSR og kommunikationsdirektør i Bestseller.

Han kan i sagens natur ikke fortælle, hvilke beløb, der kan blive tale om, men Markedsføring vurderer, at et realistisk beløb baseret på sidste års omsætning ligger i størrelsen 50-75 mio. kroner, altså i samme sfære, som Danmarks Indsamling donerer til en stribe humanitære NGO’er.

Derfor kan forbrugere, der alligevel vil købe deres foretrukne mærker – Jack & Jones, Vero Moda, Only, Name It eller et af de i alt 20 subbrands i Bestseller-koncernen – gøre indkøbet i dag med ekstra god samvittighed. Så går pengene (minus moms) ubeskåret til velgørenhed.

Alligevel tøver Mogens Werge med at kalde det for en CSR-indsats.

– Det kalder vi det ikke selv. Når Bestseller tænker CSR, sker det ved at kigge leverandørkæden efter i sømmene. Dette projekt handler om velgørenhed og om at gøre vores medarbejdere stolte ved at hjælpe mennesker i nød og samtidig skabe fokus på de sager, vi støtter, siger Mogens Werge.

 – Vi er jo en privat virksomhed, og familien (bag Bestseller, red.) har valgt at yde omsætningen under ”GIVE-A-DAY” konceptet til nogle projekter, vi går ind for.

Tilbage til ”GIVE-A-DAY” indsatsen:

– Halvdelen af midlerne gives til en global indsats, og her er det UNICEF, Save the Children (Red Barnet) og GAIN (Global Alliance for Improved Nutrition, red.), der nyder godt af pengene, fortsætter Mogens Werge.

– Den anden halvdel gives til projekter, som vælges af Bestsellers medarbejdere lokalt, men som skal godkendes af koncernledelsen, og naturligvis skal projekterne have et humanitært sigte. Vi er specielt interesserede i at støtte børn i udsatte situationer, hvilket vi bl.a. gør sammen med Red Barnet i Danmark.

Desuden samarbejder Bestsellerfonden i forvejen med M-Kopa Solar om projektet ”Light Up Villages in East Africa”, der skal give lys til 150.000 indbyggere i landsbyer i Østafrika gennem installation af solcelleanlæg.

Kommunikationsbureauet København har været rådgiver på “GIVE-A-DAY” projektet.